Danske Fed Cup-tenniskvinder jagter oprykning

Det danske Fed Cup-hold går efter oprykning fra fjerdebedste niveau, når der skal dystes i Athen til april.
Den 15-årige Clara Tauson er en del af det danske Fed Cup-hold, der i april jagter oprykning i Athen.
Den 15-årige Clara Tauson er en del af det danske Fed Cup-hold, der i april jagter oprykning i Athen. Foto: Sarah Christine Nørgaard/Scanpix

De seneste to år er oprykning glippet trods føringer i oprykningskampe, men i 2018 skal det være for Danmarks Fed Cup-hold i tennis.

Sådan lyder ambitionen hos Jens Anker Andersen, der er dansk Fed Cup-kaptajn.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

- Vores målsætning er at kvalificere os til en oprykningskamp.

- De seneste to år har vi ført 1-0 i den afgørende kamp, så en oprykning er mulig, hvis alt flasker sig, og vi rammer vores topniveau, Jens Anker Andersen i en pressemeddelelse.

Danmark stiller op i Europe/Africa Zone Group II, som er det fjerdebedste niveau, og holdet består af både unge og rutinerede spillere.

Med på det danske hold er 25-årige Karen Barritza, 20-årige Emilie Francati, 26-årige Maria Jespersen og så den helt unge Clara Tauson, der er blot er 15 år.

Det danske hold skal fra 18. til 21. april spille tre puljekampe i forsøget på at nå en oprykningskamp på grusbanerne i Athen.

Otte hold deltager i to puljer med fire hold i hver, og der spilles alle mod alle i puljespillet. I hver puljekamp spilles der bedst af tre kampe, og en kamp består af to singler og en double.

Puljevinderne spiller om oprykning mod nummer to i den anden pulje, og nummer tre og fire i puljerne spiller om at undgå nedrykning.

- Vi ser ofte, at spillerne løfter deres niveau, når de spiller med Danmark på ryggen, siger Jens Anker Andersen, der også er sportschef i Dansk Tennis Forbund.

De øvrige deltagende nationer er Israel, Egypten, Bosnien-Hercegovina, Grækenland, Luxembourg, Moldova og Norge.

Der trækkes lod til puljerne dagen før første kamp.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.