Veteranerne Jens Eriksen og Martin Lundgaard samt Simon Mollyhus og Anders Kristiansen er klar til anden runde af Korea Open.
Begge danske doubler havde favoritværdigheden med sig på banen i første runde af Super Serie-turneringen Korea Open i Seoul, og begge doubler levede op til forventingerne.
Det kneb dog for veteranerne Eriksen og Lundgaard at spille sig videre, men i sidste ende hev det rutinerede par en sejr på 17-21, 21-18, 21-18 hjem mod japanerne Tadashi Ohtsuka og Keita Masuda. Næste kamp står mod Tan Bin Shen og Ong Soon Hock fra Malaysia.
Simon Mollyhus og Anders Kristiansen var anderledes suveræne i deres første optræden i turneringen. Værløse-spillerne fulgte op på sidste uges flotte spil i Malaysia Open med en overbevisende sejr på 21-10, 21-7 over australierne Glenn Warfe og Ross Smith, og kan nu se frem til et møde med de kvartfinaleseedede Markis Kido og Hendra Setiawan fra Indonesien.
Lige ved og næsten
De øvrige danske doubler havde fået vanskelige lodtrækninger, og desværre blev det ved lige ved og næsten for både Lars Paaske og Jonas Rasmussen, Mathias Boe og Joachim Fischer og Lena Frier Kristiansen og Kamilla Rytter Juhl.