De danske badmintonherrer er ikke overraskende klar til kvartfinalen ved EM for hold i Kazan. Danskerne hentede torsdag en knusende sikker sejr på 4-1 over Irland.
Den ene sejr fik irerne endda på en meget billig baggrund, idet den danske andensingle Emil Holst trak sig allerede ved 2-2 i første sæt i kampen mod Nhat Nguyen.
- Emil havde behov for ro og behandling, og (Rasmus, red.) Gemke er stadig ramt af lidt sygdom.
- Det er synd for Nguyen, som er en af Europas bedste ungdomsspillere, at han ikke får den kamp, men vi havde desværre ikke andre valg, siger landstræner Jakob Høi til badminton.dk.
I skadede Viktor Axelsens fravær er den nykårede danske mester Anders Antonsen Danmarks førstesingle, og han fik god modstand i kampen mod rutinerede Scott Evans.
Antonsen var dog skarpest og vandt 22-10, 21-15 på 45 minutter.
Efter næsten otte måneders skadespause er Jan Ø. Jørgensen tilbage på banen ved EM for hold, og den erfarne dansker havde heller ikke problemer i onsdagens tredjesingle mod irske Joshua Magee, der tabte 5-21, 12-21.
De to danske doubler gjorde ligeledes kort proces og vandt begge i to sæt.
De danske storfavoritter til at tage titlen er med 5-0 over Israel, 5-0 over Kroatien og 4-1 over Irland som ventet klar til fredagens kvartfinaler, hvor Finland venter.
Også de danske kvinder er klar til fredagens kvartfinaler efter sikre sejre i gruppespillet på 4-1 over Sverige og 5-0 over både Israel og Island.
De danske kvinder skal op imod England i kvartfinalen.
/ritzau/