Danmarks landshold i banecykling vandt lørdag sølv i fire kilometers forfølgelsesløb ved World Cup i Sydney. Danskerne kørte i tiden fire minutter og 7,659 sekunder, hvilket er ny dansk rekord.
Det danske hold startede bedst, men efter en kilometer overtog russerne føringen, og den holdt de indtil målstregen, som de passerede godt to sekunder før danskerne.
Det danske hold bestod af Alex Rasmussen, Casper Jørgensen, Michael Mørkøv og Jens-Erik Madsen. Holdet var også indehaver af den hidtidige danske rekord, der lød på 4.08,140 minutter.