Efter nederlag til Schweiz lørdag, begyndte søndagen godt for skipper Lene Nielsen og hendes curlingkvinder ved EM i den norske by Stavanger.
Danskerne vandt søndag formiddag med 9-5 over Tyskland og har dermed vundet sin første sejr ved EM.
Efter tredje ende var danskerne ellers bagud med 1-4, men Lene Nielsen og hendes mandskab åd sig stille og roligt ind på tyskerne. De kom på 4-4 efter sjette ende og foran 7-4 efter en fornem syvende ende.
Senere søndag venter EM-værterne fra Norge.
Danmarks mandlige curlinglandshold har åbnet EM med to sejre. Rasmus Stjerne og hans hold spiller også to kampe i løbet af søndagen mod henholdsvis Sverige og Letland.
/ritzau/