De danske curlingherrer sluttede lige uden for medaljepodiet ved EM i svenske Karlstad.
Skipper Rasmus Stjerne og hans mandskab tabte fredagens bronzekamp til Tjekkiet med 4-12 og må altså nøjes med fjerdepladsen ved mesterskaberne.
Danskerne kom foran 1-0 i første ende, hvorefter tjekkerne scorede tre point i de efterfølgende to ender. I fjerde ende fik Danmark igen et enkelt point, men derpå lukkede tjekkerne nærmest kampen ved at score tre point i den femte ende.
Rasmus Stjerne og danskerne fik dog reduceret til 4-6 i den følgende ende.
Men tjekkerne scorede derpå seks point i de to næste ender til stillingen 12-4, og så var kampen slut.
Torsdag aften missede herreholdet chancen for guld, da de tabte en tæt kamp til Norge med cifrene 5-6.
Norge greb efterfølgende chancen og vandt deres semifinale mod Tjekkiet, og nu skal nordmændene møde Sverige i finalen, der spilles søndag.
De danske curlingkvinder er fortsat med i medaljekampen, hvor de stadig kan håbe på bronze. De skal møde vinderen af Sverige-Rusland.
/ritzau/