EM i Champéry i Schweiz har hidtil ikke formet sig som ønsket for Danmarks mandlige curlinglandshold.
Søndag aften indkasserede skipper Rasmus Stjerne og hans hold det fjerde nederlag af fire mulige, da det blev 2-7 mod Sverige.
Den svenske dominans var så massiv, at danskerne gav op efter otte af de planlagte 10 ender.
Danmark tabte tidligere søndag med 4-6 til Norge.
Lørdag blev det til to nederlag, 6-8 til Tyskland og 6-7 til Skotland.
Det danske hold skal i aktion i en enkelt kamp mandag, hvor Rusland er modstanderen.
De danske kvinder er kommet noget bedre fra start ved EM.
Efter lørdagens snævre 7-6-sejr over Skotland led holdet under ledelse af skipper Lene Nielsen et stort nederlag på 1-9 til Rusland i søndagens første kamp.
Det danske hold rejste sig dog og vandt 7-4 over Estland i den efterfølgende kamp, så Danmark er noteret for to sejre og et nederlag.
Lene Nielsen og co. skal mandag møde Tyskland og Letland.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.