Den danskfødte internationale Hollywood-skuespillerinde Connie Nielsen har scoret en ny kæmperolle.
Den 50-årige frederikshavner skal nemlig spille Wonder Womans mor, Hippolyta - dronningen af Amazonas, i filmatiseringen om tegneserieheltinden, skriver The Hollywood Reporter.
Og Nielsen selv jubler over annonceringen på sin Twitter-profil:
- Er virkelig glad for at spille Queen Hippolyta i DC Comics "Wonder Woman" og arbejder allerede hårdt med forberedelserne, lyder det fra den danske darling.
Wonder Woman er en amazone med rødder i den græske mytologi, og hun kæmper for at forhindre onde kræfter i at overtage verdensherredømmet.
Det bliver den relativt ukendte israelske skuespillerinde Gal Gadot, der spiller titelrollen, mens Hollywood-hugget Chris Pine og "House of Cards"-stjernen Robin Wright også er på rollelisten.
I 2000 medvirkede Connie Nielsen i det femdobbelte Oscar-vindende brag "Gladiator" over for Russell Crowe og Joaquin Phoenix og har siden været på rollelisten i flere danske produktioner - deriblandt Susanne Bier-dramaet "Brødre" og Lars von Triers "Nymphomaniac".
"Wonder Woman" får dansk biografpremiere den 29. juni 2017.
Se Connie Nielsens Twitter-opslag her: https://twitter.com/CNconnienielsen/status/688287081676800000
/ritzau/FOKUS