Danske Bulgarien-turister dirigeres om

Lidt længere rejsetider bliver foreløbig eneste gene for danske turister efter terrorbombe i Bulgarien.

Så længe Udenrigsministeriet ikke fraråder danskere at tage på ferie i Bulgarien, får det umiddelbart ingen indflydelse på de danskere, som har købt rejse til det populære feriemål, der onsdag blev ramt af en selvmordsbombe i lufthavnen Burgas.

Men nu da lufthavnen er lukket på ubestemt tid, bliver de danske turister fløjet til alternative lufthavne, fortæller Star Tours salgsdirektør, Stig Elling.

I stedet for at lande i den normalt travle lufthavn i Burgas, der ligger cirka 30 kilometer syd for Sunny Beach, flyves danskerne til Varna, omkring 90 kilometer nord for det populære feriested ved Sortehavet.

- Det giver en buskørsel på et par timer ekstra, men ferien er ikke i fare, så hvis man skal af sted, skal man bare møde op i lufthavnen, som der står på ens rejsebeviser.

- Vi følger de vejledninger, som Udenrigsministeriet giver, og så har vi samtidig tæt kontakt med de lokale myndigheder, siger Stig Elling.

Der er i øjeblikket cirka 5000 danskere på ferie i Bulgarien, som er et af sommerens helt store turistmål.

I løbet af sommeren vil der valfarte cirka 40.000 danskere til det solrige land ved Sortehavet.

- Vi har sms'et ud til vores gæster dernede om, at vi følger situationen, men at de skal holde ferie som normalt, men gerne lige kontakte familien i Danmark for at sige, at alt er ok.

- Vi har ikke hørt tilbage fra så mange af gæsterne, så det er tegn på, at de tager det rimeligt roligt, så det er positivt, siger han.

Otte er omkommet og mere end 30 såret efter det formodede selvmordsangreb, der var rettet mod israelske turister.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.