Det bliver ikke til medalje for danske Kasper Bleibach ved dette OL.
Den danske kajakroer formåede ikke at padle sig i finalen i enerkajak på sprintdistancen 200 meter. Med en femteplads i semifinalen missede danskeren akkurat en plads i finalen.
Kasper Bleibach fik ikke den bedste start og haltede efter flere af bådene. På de sidste 100 meter fik danskeren dog god fart i båden. Men han nåede ikke at hente den russiske roer, der lå på den finaleindløsende fjerdeplads.
Semifinalen blev vundet af canadiske Mark de Jonge.
Dermed missede Bleibach muligheden for at revanchere sig, efter at den danske 1000 meter firerkajak med Kim Wraae, René Holten Poulsen, Emil Stær og netop Kasper Bleibach torsdag blev nummer fem i finalen.
Kasper Bleibach skal nu deltage i B-finalen, der padles i lørdag.
/ritzau/