Virtuelle politistationer er på vej på nettet.
Et af Rigspolitiets store fokusområder i 2007 bliver nemlig indsatsen mod pædofiles færden på nettet.
»Vi skal ud og patruljere på nettet,« siger kriminalassistent Lars Underbjerg fra Rigspolitiet
De surfende betjente vil især rette de elektroniske knipler mod de pædofile, som forsøger at opnå kontakt med mindreårige via chatrooms på nettet – et fænomen, der går under det engelske navn grooming.
Lars Underbjerg ønsker ikke at komme nærmere ind på politiets metoder til at fange forbryderne, selv han dog godt vil erkende, at de forklæder sig:
»Jeg kan ikke afvise, at vi logger på i nogle chatrooms,« siger han.
Indsatsen mod de pædofile gik for alvor i gang i november 2005, da politiet i samarbejde med Red Barnet og TDC spændte et elektronisk filter ud over de danske servere, der fik en advarsel til at dukke op på computeren, hvis man surfede på sider med børneporno. Filteret dukker i snit op på 1.400 skærme landet over hver dag, og det tjener ifølge Lars Underbjerg ikke til at fange forbryderne, men snarere til at afskrække dem.
Han kan allerede nu skimte en effekt af indsatsen.
»Selvom tallene er små, kan vi se, at det tilsyneladende får folk til at forsvinde hurtigere fra sitet,« siger han og henviser til, at 55 procent af de brugere, der i januar blev præsenteret for en advarsel, forsvandt inden 30 sekunder, mens det var 52 procent i november 2005.
Og der er behov for en indsats mod de pædofile, mener organisationen Red Barnet.
»Det er helt klart et felt, som ikke er afdækket tilstrækkeligt meget. Mange børn har i alt for lang tid valgt at tie stille om de krænkelser, de har været ude for, fordi den voksne har lokket personlige oplysninger ud af barnet. Det gør det vanskeligt for ofret at handle,« siger psykolog i Red Barnet, Kuno Sørensen.
Rigspolitiet vil også bede samtlige politikredse om at indberette sager om pædofili til et særligt IT-kontor.