Landets største bank, Danske Bank, skal ud og se sig om efter en ny kommunikationsdirektør.
Eva Hald, der har siddet på posten i mere end tre år, forlader nemlig sit job, oplyser Danske Bank i en pressemeddelelse.
- Det har været tre et halvt udfordrende, hektiske og spændende år, hvor banken har været igennem et væld af forandringer og omdrejningspunkt for ekstremt meget opmærksomhed, siger Eva Hald og fortsætter:
- Der er ingen tvivl om, at der stadig er en stor kommunikationsopgave, der skal løses, men efter svære overvejelser har jeg besluttet at overlade ansvaret til nye kræfter for at prøve noget nyt.
Eva Hald har i den grad været i vælten, mens hun har været ansat i banken. Især i forbindelse med Danske Banks omstridte kampagne "New Normal - New Standards" i slutningen af 2012.
Kampagnen medførte massiv eksponering i danske medier, blandt andet fordi banken brugte billeder af demonstranter fra den antikapitalistiske protestbevægelse Occupy Wall Street til at markedsføre sig selv.
Kommunikationsdirektøren sad også på posten, da Danske Bank i marts 2011 en gang for alle måtte skrotte bankens hidtidige slogan, "Gør det du er bedst til - det gør vi".
Sloganet stod som indbegrebet af bankens identitet indtil 2008, men blev lagt på is, efter at IT Factory-skandalen og finanskrisens kæmpenedskrivninger fik det til at lyde som en vittighed i offentlighedens ører.
Eva Hald forlader sin stilling med udgangen af juni.
/ritzau/