1.300.000.000 kroner.
Det er tallet på bundlinjen af den regning, der nu er på vej til de danske banker, efter at Fjordbank Mors bukkede under. Det skriver Børsen.
Som medlemmer af Indskydergarantifonden skal de dække en del af tabet for Mors-bankens kunder.
Som den største bank skal Danske Bank lægge de fleste kroner; 500 millioner. Jyske Bank, der er den tredjestørste, skal af med 92,5 millioner kroner og listens nummer fem, Spar Nord, må slippe 42,3 millioner kroner.
Men selvom det lyder som store beløb, så skal kunderne ikke frygte for deres opsparing.
"Pengene bliver trukket ud fra for eksempel Danske Banks overskud. Da deres overskud gerne skulle være på mange milliarder, så trækker det selvfølgelig ned i regnskabet for ejere og aktionærer, men for bankens kunder så er det ikke noget problem overhovedet. Banken skal nok klare sig," siger Jesper Rangvid, der er professor i finansiering ved CBS.
Da Amagerbanken krakkede, måtte Danske Bank også frem med kontanterne og vinke farvel til 850 millioner kroner. Men selvom det koster det ene trecifret millionbeløb efter det andet, så vil det alligevel være en dårligere forretning at melde sig ud af Indskydergarantifonden.
"Alle banker er interesseret i, at der er en garanti overfor kunderne. Før fonden blev oprette kunne der ske det, at hvis der opstod rygter om, at en bank havde problemer, så skyndte folk sig at hæve sine penge og putte dem 'ind i madrassen'. Det er ingen banker interesseret i," forklarer Jesper Rangvid til Newspaq.