'Gør det du er bedst til - det gør vi.' De fleste af os har sikkert hørt sloganet fra Danske Bank utallige gange. Problemet er bare, at banken efterhånden har haft så mange pinlige sager, at vi er begyndt at tvivle på, hvad det egentlig er, de er bedst til.
Derfor har banken nu valgt at droppe sloganet - i hvert fald for en stund, skriver Jyllands-Posten.
"Vi føler, at det er et slogan, vi skal gøre os fortjent til, og der har været nogle sager, der gør, at det er upassende at bruge for øjeblikket," siger Henrik Normann, direktør for Danske Bank i Danmark, til avisen.
Som eksempler kan nævnes, at ordførende direktør Peter Straarup hævede, at det er i orden, at han hæver en rigtig høj løn, mens bankens aktionærer tabte penge i rekordfart. Et andet eksempel er bankens pinlige indblanding i Stein Bagger-sagen.
Problemerne mundede tidligere på året ud i, at banken har fået et mere blakket image, ifølge en analyse fra Berlingske Nyhedsmagasin.
Direktør Normann er dog sikker på, at banken vil bruge sloganet igen på et tidspunkt.