Det danske e-sportshold Astralis måtte se sig besejret lørdag aften i finalen i Blast Pro Series-turneringen i Madrid.
Her var Astralis oppe imod finske Ence, som sejrede i dysten i computerspillet Counter-Strike, hvor der i finalen blev spillet bedst ud af tre.
Finnerne vandt 2-0 i baner, og det var en streg i regningen for spillerne på det danske hold.
- Jeg er ærgerlig. Jeg føler, at vi spillede en god turnering, men det var kun til lige ved og næsten i finalen. Ence spillede en fremragende finale, og de vandt de dueller, der skulle vindes.
- Selv om vi ikke vandt, er jeg stadig stolt over vores præstation, alles evne til at holde hovedet koldt og ikke mindst humøret højt. Nu skal vi tilbage til skrivebordet og se frem mod næste turnering, siger Nicolai "dev1ce" Reedtz i en pressemeddelelse.
Holdkammeraten Peter "dupreeh" Rasmussen var enig, men han var glad for at opleve at spille i Madrid.
- Det var fedt at spille i Madrid. Det har vi ikke prøvet før, og publikum var vilde. Mest af alt betyder det bare så sindssygt meget at se så mange Astralis-trøjer blandt publikum.
- Når man hører mange af dem råbe på dansk, bliver man lige lidt ekstra tændt. Det er for vildt at så mange rejser så langt for at støtte os, siger han.
Ence vandt den første bane med 16-9, og anden bane blev vundet 16-13, og dermed fik Ence revanche for nederlaget til Astralis i majorturneringen i Katowice i begyndelsen af marts.
Astralis var på jagt efter årets anden titel og sulten efter revanche må have været ganske stor, efter at holdet senest skuffede i Miami i den seneste turnering i serien.
Her gik Astralis ned om lørdagen og tabte tre ud af tre kampe og kvalificerede sig ikke til finalen.
Det var tilfældet tidligere i år, da Astralis sejrede i Blast Pro Series i Brasilien og besejrede Team Liquid 2-1 i baner.
Lørdag blev Astralis finaleklar med fire gruppesejre ud af fem kampe, og holdet tabte på vejen til finalen kun til netop Ence, som altså også sejrede i finalen.
Astralis blev grundlagt i januar 2016, og holdet har siden hentet intet mindre end 42,7 millioner kroner i præmiepenge.
I 2018 leverede Astralis fremragende resultater, da holdet stillede op i 17 turneringer og sejrede i de ti af dem.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.