Aktiehandlere i hele landet har i dag været vidne til voldsomme fald på det danske aktiemarked.
Det såkaldte C20-indeks lukkede klokken 17 i eftermiddag med et samlet fald på tre procent.
FLSmidth, rederiet Norden og Danske Bank gik mest tilbage med fald på mellem 5,7 og 6,2 procent.
Forklaringen på de røde tal skal findes i såvel USA som Europa. I fredags kom de seneste tal fra det amerikanske jobmarked, og det var negativ læsning. Amerikanerne har ikke formået, at skabe de job man forventede, og derfor var det ventet, at tallene ville have en negativ påvirkning i Danmark.
Weekendens delstatsvalg i Tyskland har dog også spillet ind på faldet. Den tyske kansler Angela Merkels parti CDU tabte søndag det femte delstatsvalg i år.
Det pustede til uroen på aktiemarkedet, fordi det skaber frygt for, at en svækket tysk regering ikke kan yde støtte til de trængte økonomier i Sydeuropa.
Desuden skabte Grækenland endnu engang nervøsitet med vilde rentestigninger.
Faldene kommer efter sidste uge, hvor der var svage stigninger på C20.
Kilde: Børsen