Efter bare et døgn på Youtube er filmen med titlen 'Bombad Bounty' allerede blevet vist over 150.000 gange.
Det fem minutter lange animationseventyr udspiller sig naturligvis i en fjern, fjern galakse, hvor Lego-mænd slås med lyssværd og Darth Vader kommer galt af sted.
Det er danske M2Film, der står bag filmen.
"I november sidste år blev vi inviteret over på George Lucas' Skywaker Ranch, som ellers er helt lukket land for offentligheden. Vi boede der i tre dage, vi så det uvurderlige og legendariske The STARWARS Archives, som indeholder ting som kostumer og rumskibsmodeller fra alle Lucas' film. Det var helt fantastisk, og det blev startskuddet til filmen," fortæller firmaets direktør Mads Munk.
I filmens hovedrolle finder man en klodset rengøringsassistent, der trods en del uheld alligevel hjælper heltene til sejr og redder galaksen.
Det er anden gang, at M2Film producerer en Star Wars-film i samarbejde med Lego. Den første blev udgivet i 2009.