Det så ellers rigtig godt ud undervejs i årets VM-finale i speedway.
Danmark lå til guld fra starten efter sejr til Kenneth Bjerre efter første heat, og kæmpede undervejs med Polen om føringen i en intens finale.
De danske speedwaydrenge var i topform og førte faktisk med tre point efter otte af de i alt 25 heat. En suveræn start efter sidste års fiasko, hvor Danmark ikke engang kom i finalen.
Men det danske landshold kunne ikke holde føringen. Helt galt gik det til sidst, da holdkaptajn Hans Andersen og Kenneth Bjerre kørte ind på to skuffende sidstepladser i de to sidste heats. Det resulterede i, at Danmark måtte nøjes med sølv. Derimod fik Polen kørt sig til guldet.
Finalen i speedway fandt sted i Vojens, og skulle oprindeligt være kørt lørdag. Men på grund af kraftig regn blev løbet udskudt til søndag.
Resultatet af VM-finalen:
1. Polen: 44 point
2. Danmark: 39 point (Kenneth Bjerre 9, Nicolai Klindt 6, Niels-Kristian Iversen 9, Bjarne Pedersen 9, Hans Andersen 6)
3. Sverige: 35
4. Storbritannien: 33