Peru har sendt en kraftig advarsel til den danske fodboldlandstræner Åge Hareide og hans mænd forud for de to landes møde ved VM til sommer.
Sydamerikanerne imponerede natten til lørdag dansk tid med en 2-0-sejr over Kroatien i en testkamp, hvor AaB's Edison Flores lavede det ene mål.
Kroaterne var ellers kommet til kampen på Hard Rock Stadium i Miami i en stærk opstilling med Luka Modric, Ivan Perisic og Mario Mandzukic i startformationen.
Allerede efter 12 minutters spil dummede Balkan-holdet sig dog med klodset boldbehandling i egne forsvarsrækker, der kulminerede i en farlig fejlaflevering fra Vedran Corluka.
Bolden havnede hos Watford-spilleren André Carrillo, der bragte Peru foran med et afrettet skud fra kanten af feltet.
Mens der altså lå en åbenlys kroatisk fejl bag åbningsmålet, kunne peruanerne selv tage al æren for 2-0-scoringen kort inde i anden halvleg.
Bolden blev spillet rundt i fikse kombinationer på egen banehalvdel, inden Jefferson Farfan blev sendt afsted med en dyb stikning.
Den 33-årige hurtigløber kom ud i en spids vinkel, men fik manøvreret bolden tilbage til Edison Flores, der let kunne fordoble føringen.
Med sejren fik Peru en fin start på VM-forberedelserne, der fortsætter med endnu en testkamp mod Island natten til onsdag.
Peru åbner VM-slutrunden mod Danmark 16. juni.
/ritzau/