Eksperter kalder det australske fodboldlandshold for det svageste hold i Danmarks VM-pulje, men australierne kommer til Rusland med frisk selvtillid.
2-1-sejren over Ungarn lørdag aften følger op på 4-0 over Tjekkiet i sidste weekend, og det giver australierne tro på, at de er på ret kurs under den nye træner Bert van Marwijk.
- I mine øjne var det en af den slags kampe, vi ikke altid har vundet tidligere. Det viser, hvor langt vi er kommet, siger midtbanespilleren Jackson Irvine ifølge Reuters efter sejren i Budapest.
Han hæfter sig især ved, at det lykkedes Australien at vinde en kamp, hvor præstationen ellers lod en del tilbage at ønske.
- Det viser den erfaring, vi har samlet som hold. Vi er vokset sammen, og vi vinder nu kampe, hvor det ikke går specielt glat. Dette var et perfekt eksempel, siger Irvine, der til daglig spiller i Hull City i England.
Kampens mest omtalte australier var dog den blot 19-årige Daniel Arzani, som scorede minuttet efter, at han var blevet sendt på banen til sin anden landskamp.
- Når vi går ind til sådan en kæmpe turnering, er det vigtigt at få nogle sejre og noget selvtillid. Det er vi i gang med, og det går godt. Det er meget, meget vigtigt, fordi vi skal møde nogle store hold, siger Arzani.
Australien åbner VM 16. juni mod Frankrig, hvorefter det gælder Danmark fem dage senere. Holdet afslutter gruppefasen mod Peru 26. juni.
/ritzau/