Det bliver en dansk fod, der skal sparke dødbolde i dagens tidlige VM-kamp mellem New Zealand og Slovakiet. Foden tilhører Winston Reid, der til dagligt udfolder sit forsvarstalent i superligaen for FC Midtjylland.
Reid, der har rødder i New Zealand, men har boet i Danmark siden han var syv år gammel, fik først for nylig tilbudt at stille op for kiwiernes landshold. Han har imponeret New Zealands landstræner så meget, at det er FCM-spilleren, der skal tonse til Jabulani-bolden, når der skal sparkes frispark.
Kiwitræneren, Ricki Herbert, siger til lokale medier, at det er Winstons hårde spark, der har overbevist ham om, at det er Reid, der skal tage dødboldene.
I det hele taget skal spillerne tage chancen, når den byder sig.
"Jeg tror, vi kommer til at se en del målmænd bokse og parere bolden væk," siger Herbert til New Zealand Herald.
New Zealand er udråbt som store 'underdogs' forud for dagens kamp, hvor Slovakiet som sagt står på menuen. Kampen fløjtes i gang klokken 13.30.