Et nyt udbrud af mund- og klovsyge på en gård i Sussex i Storbrtiannien stammer måske fra et nærliggende laboratorium, der forsøger at fremstille vacciner mod den frygtede virus. Det er den teori de britiske myndigheder lige nu arbejder efetr, men det endelig svar ventes først at ligge klar tirsdag.
Herhjemme forsikrer den øverste kontrolmyndighed Fødevarestyrelsen, at den slags udslip ikke vil kunne finde sted fra Veterinærinstituttets laboratorier.
Danmark har nemlig kun et laboratorium, der forsker i alvorlige smitsomme virus fra dyr - som mund- og klovsyge. Og det er topsikret, siger styrelsens chefkonsulent Stig Mellergaard.
- Det bør simpelthen ikke kunne ske herhjemme. Vores laboratorium er det nyeste og ypperligste i Europa og sikret på alle mulige måder med eksempelvis sluser, der siker at virus ikke kan slippe ud. Desuden har vi valgt at placere laboratoriet langt ude på øen Lindholm, hvor det ikke er i nærheden af landbrug, siger Stig Mellergaard til Avisen.dk.
Han tilføjer desuden, at der i øjeblikket slet ikke er mund- og klovsygevirus opbevaret på Lindholm-laboratoriet.
Familie- og forbrugerminister Carina Christensen ( K) udtalte tidligere mandag, at Danmark har en opdateret handlingsplan klar, hvis den smitsomme mund- og klovsyge nærmer sig de danske grænser.
- Vi tager mund- og klovsyge meget seriøst, og derfor har Fødevarestyrelsen en detaljeret beredskabsplan, som testes løbende, siger Carina Christensen i en pressemeddelelse.
Storbritannien forbød i går al eksport af af kvæg, kød og mælk efter udbruddet af sygdommen.
Premierminister Gordon Brown siger, at myndighederne gør alt for at hindre en gentagelse af epidemien i 2001, hvor syv millioner dyr blev aflivet og brændt.