Sagen mod danske Peter Frederiksen er tirsdag blevet genoptaget ved en domstol i Bloemfontein i Sydafrika.
I november blev han kendt skyldig i medvirken til drab på sin ekskone, voldtægt af en lille pige og bedrageri.
Frederiksen er desuden skyldig i produktion og distribution af børneporno. Sagen blev udskudt, da danskeren ville mentalundersøges. Den undersøgelse fremlægges tirsdag.
Få et overblik over sagen her:
* Retssagen mod Peter Frederiksen begyndte 14. august med 61 anklagepunkter. De blev siden reduceret til 38.
* Ifølge det oprindelige anklageskrift skal våbenhandleren Peter Frederiksen have afskåret klitorisser mod kvinders vilje i sit hjem i byen Bloemfontein. Her fandt politiet for to år siden 21 klitorisser i danskerens fryser.
* Men de i alt 19 tiltalepunkter for skamfering og anklagen for at have opbevaret klitorisserne ulovligt blev frafaldet.
* Ifølge Sydafrikas National Health Act 61 er det ulovligt at fjerne menneskeligt væv uden for et hospital eller uden en skriftlig autorisation.
* Men en manglende strafferamme ledte 14. september til, at anklagemyndigheden opgav denne del af tiltalen mod danskeren.
* Det var på grund af fundet på klitorisserne, at Peter Frederiksen overhovedet blev anholdt i september 2015.
* Sagen har kørt ved en domstol i byen Bloemfontein. Danskeren har sagen igennem nægtet sig skyldig.
* Godt en måned efter anholdelsen blev hans ekskone, der anmeldte Frederiksen, skudt og dræbt i det lille kongerige Lesotho. Den 28-årige kvinde var kronvidnet i sagen med Frederiksen.
* Den 6. november blev danskeren kendt skyldig i 36 af anklagerne. Han blev fundet skyldig i medvirken til drabet på sin ekskone, voldtægt af et barn og bedrageri. Desuden er han skyldig i produktion og distribution af børneporno. Han blev frifundet for to anklager om voldtægt.
/ritzau/