Den danske U21-landsholdsmålmand Daniel Iversen spillede en afgørende rolle i søndagens største pokaloverraskelse i den engelske FA Cup.
På udebane mod Fulham fra Premier League vandt upåagtede Oldham fra den fjerdebedste engelske række, League Two, med 2-1.
Favoritterne fra Premier League havde ellers alletiders mulighed for at snuppe sejren, da holdet blev tildelt et straffespark ved stillingen 1-1 i det 84. minut.
Den træfsikre serber Aleksandar Mitrovic blev sat til at eksekvere, men uden succes. Serberen sendte bolden hen mod sin egen højre side, og her dykkede Daniel Iversen ned og reddede forsøget.
Efterfølgende fejrede danskeren redningen sammen med de medrejsende Oldham-fans.
Både Iversen og fansene skulle få endnu mere at juble over fire minutter senere. Efter et indlæg headede Callum Lang bolden i mål til 2-1, og så var store dele af Craven Cottage lammet.
Trods et sent pres mod Daniel Iversens mål holdt Oldham hjem og bookede billet til FA Cuppens fjerde runde.
Daniel Iversen er ejet af Leicester, men har været udlånt til Oldham hele sæsonen.
/ritzau/