Redigeret af Louise Aarkrog, SØNDAG, Aller Media

Tv-værten Lene Beier mødte sin mand Anders, mens hun gik på lærerseminariet og arbejdede som tjener på en restaurant i København, hvor han også havde et studiejob.

Det var i sommeren 2002. Fire år efter blev de gift. Næste projekt var at få børn. Men det blev sværere, end de regnede med, for Lene lider af stofskiftesygdommen myxødem.

– Det fandt jeg ud af, kort efter jeg mødte Anders. Mine veninder troede, jeg var hypokonder, for jeg klagede hele tiden over, at jeg var svimmel, havde ekstrem tør hud, var træt, konstant havde forstoppelse og ofte led af hovedpine og ondt i hjertet. Jeg gik til lægen og gjorde alt for at få det bedre, men intet hjalp, forklarer hun i et interview med SØNDAG.

Heldigvis er Lenes svigermor overlæge, og det var hende, der til sidst nævnte, at det kunne være en stofskiftesygdom.

– Og det viste sig så at være myxødem. Normalt tager man på af den sygdom, men jeg havde ingen appetit og var holdt op med at spise – det var derfor, lægerne ikke gættede på den diagnose før, siger hun.

Kirsten Norholt havde aldrig et ønske om at blive mor: Læs hvorfor på søndag.dk

Det største vendepunkt

Diagnosen betød, at hun måtte gennemgå en række fertilitetsbehandlinger. Lykkeligvis virkede behandlingerne, som de skulle – og så kom Arthur ind i parrets liv. Lene beskriver det at få et barn som det største vendepunkt i sit liv:

– Det er helt umuligt at forberede sig på, hvor meget et barn vender op og ned på tilværelsen.

Laura Bro om at blive alenemor: Andre kan jo heller ikke nå at hente deres børn

Men før Anders og Lene kunne byde deres førstefødte velkommen, måtte Lene gennem en særdeles voldsom fødsel. Både hun og Arthur var ved at dø, fordi han var markant større, end han var blevet bedømt til og desuden havde klemt sig fast i fødselsvejen. Undervejs mistede Lene næsten to liter blod, og Arthur brækkede et kraveben.

– Da Arthur bagefter blev lagt op til mig, fik jeg næsten en fornemmelse af, at jeg fik kløer, så stærkt foldede mit beskytterinstinkt sig ud. Pludselig var fokus flyttet fra mig til ham, og jeg havde slet ikke tid til at pille i min egen navle længere, fortæller hun til SØNDAG.

Særligt sensitiv

Det skyldes nu også, at Arthur har været en udfordring på flere måder. Som spæd havde han kolik, og senere har han vist sig at være meget sensitiv.

– Lige fra han var helt lille, har han været nemt påvirkelig. Men jeg vidste ikke, hvad det handlede om, før jeg læste, at man kunne være særligt sensitiv.

I dag, hvor Arthur er tæt på syv år, giver hans følsomhed sig mest udslag i, at han nemt bliver bekymret. For eksempel over de ulve, han har hørt er kommet til Danmark, over giftige planter, ebolavirus eller kammeraternes uoverlagte bemærkninger.

– Vi prøver at afskærme ham mest muligt, men det er svært. Hvis vi er til en familiefest, opdager han hurtigt, hvem der er kede af det eller ikke helt er på toppen. Han ved også med det samme, om jeg har det dårligt. Han har antennerne helt vildt ude og er utrolig empatisk, nærværende og kærlig. Det er en stor gave, men det kræver også meget af os som forældre. Blandt andet at vi er gode til at planlægge, så vi har tid til at tale meget med ham hver dag, siger hun.