Af Dorte Hygum Sørensen, redigeret af Louise Aarkrog, SØNDAG, Aller Media

Nogle oplevelser kan være meget barske, og så hjælper det umådeligt, at korrespondenten Anna Gaarslev aldrig er helt alene af sted på opgave. Der er altid kolleger at tale med, siger hun til SØNDAG:

– Os imellem snakker vi jo om, hvad vi har oplevet. Vi ventilerer det. Nogle gange begynder vi faktisk at sige nogle meget upassende vittigheder. For at få luftet ud.

Også andre oplevelser som udenrigsreporter end flygtningeproblematikken har fæstnet sig med særlig stor styrke i Anna Gaarslev.

Elsebeth Egholm fik kræft: Jeg vidst bare, det ikke kun ramte naboen

To dage efter den højreekstremistiske nordmand Breiviks massedrab på 69 unge på Utøya 22. juli i 2011 var hun i Norge for at rapportere hjem til sin daværende arbejdsplads TV 2. Foråret efter tog hun igen til Oslo for at følge retssagen, som gjorde stærkt indtryk på hende:

– Jeg kan huske, da Breivik blev afhørt fem dage i træk. Jeg skulle tage noter og lytte efter, hvad manden sagde, så jeg kunne videreformidle, hvad hans rationale og hans bevæggrund havde været. Da havde jeg det på et tidspunkt, som om jeg blev forgiftet af hans ord. Jeg følte mig fyldt op med gift. Det gjorde mig meget, meget ked af det. Men også da havde jeg kolleger at snakke med, siger hun.

Forfatter Leonora Christina Skov fik skylden for sin mors brystkræft: Læs den hårde historie her

Skal ikke arve sin datters køkkentøj

Det er ikke altid det mest iøjnefaldende og mest medieomtalte, der slår hende, når hun står i situationer, hvor noget alvorligt er hændt. I forbindelse med Breivik og 22. juli husker hun en særlig detalje fra retssagen helt tydeligt:

– En mor sagde under sagen, at nu havde hun arvet sin datters køkkentøj, og at det skal man ikke. Man skal ikke arve sine børns kopper. Der var et eller andet ved det, som rørte mig, selv om det ikke i sig selv sagde noget om det høje antal døde og alle rædslerne på Utøya. Sådan nogle små ting kan godt pludselig betyde en masse, siger hun.