Bare fordi man er kendt, kan man også godt have lyst til at tage sit idols tøj på.
Anders Lund Madsen, der er vært på 'Det Nye Talkshow', går i samme mærke jakkesæt som verdens mægtigste mand, USA's præsident Barack Obama, skriver Ekstra Bladet.
"Min klædedragt i showet er et meget fint mærke. Både jakke og bukser er købt i en dyr herreekviperingsforretning," fortæller Anders Lund Madsen til Ekstra Bladet.
"Og jeg sprang til, da ekspedienten sagde, at Obama bruger samme mærke. Hvad der er godt nok til den amerikanske præsident, er også godt nok til mig," fortsætter han.
Adspurgt hvilket mærke, der er tale om, må den tidligere nok så sorte spejder give fortabt.
"Åh jeg var bange for det spørgsmål. Det kan jeg altså ikke huske," beklager han.
Lund Madsen lover desuden, at når kontrakten om en ny sæson af 'Det Nye Talkshow' er i hus, vil han bruge pengene på at få klippet sit hår.
Kilde: EB