Adm. direktør i medicovirksomheden Ambu får snart lommerne fulde. Topchefen Lars Marher kan se frem til 330 millioner kroner i gevinst på Ambu-aktien.
Ifølge Finans står den to mand store Ambu-direktion til en samlet aktieprofit på 400 mio. kroner, hvor Lars Marcher altså kan indkassere den absolutte største gevinst på 330 millioner kroner.
Det er med en årsløn på lidt under 10 millioner kroner.
Lars Marcher bekræfter overfor Finans.dk tallet, men har ellers ikke ønsket at kommentere det trecifrede millionbeløb, han snart kan få ned i lommen.
Det vil Ambus’ bestyrelsesformand Jens Bager til gengæld gerne. Han medgiver, at Lars Marcher har en meget klar, økonomisk interesse i aktien, men afviser, at der skal være grund til bekymring.
- Det sker på baggrund af en periode, hvor markedsværdien er steget fra 1 til 20 mia. kr. Så der er skabt markant værdi for investorerne. Lars har været med i ni år, så der er ikke tale om, at gevinsten er skabt på en kort bane. Fra min stol kan jeg kun sige, at det er velfortjent. Både når du måler på virksomhedens nøgletal, og når du ser på den værdi, der er skabt for investorerne, siger Jens Bager til Finans.
Også en af Ambus mangeårige investorer, den amerikanske kapitalforvalter T. Rowe Price, har kun ros tilovers for den danske millionær.
- Lars er en exceptionel leder for et selskab på Ambus størrelse. Vi troede, han ville blive taget til en topstilling hos Coloplast eller lignende, siger Justin Thomson, chief investment officer, til erhvervsmediet.
Den nuværende værdiansættelse på 23,5 mia. kr. af medicofirmaet svarer til mere end 70 gange overskuddet før skat, skriver Finans.