Når de danske tropper i 2014 pakker deres udstyr sammen og forlader Afghanistan, efterlader man landet i kaos.
De pessimistiske forudsigelser fremgår af en analyse fra Forsvarets Efterretningstjeneste, skriver Politiken.
"Efter 2014 vil der være behov for instruktører, kampstøtteenheder og specialstyrker til at bekæmpe oprørsstyrkerne," lyder det blandt andet i rapporten, som fortsætter:
"Det er ikke sandsynligt, at oprørsstyrkerne vil være afgørende svækket i Afghanistans sydlige og østlige provinser inden udgangen af 2014."
Dermed lader det ikke til, at Afghanistan vil kunne tage vare på sig selv i 2014.
Danmarks forsvarsminister, Nick Hækkerup (S), er dog optimistisk.
"Rapporten viser, at træning og uddannelse af afghanerne, som vi prioriterer nu, er det rigtige at gøre," siger Nick Hækkerup, som ikke vil afvise, at der kan være danske soldater i landet efter 2014.
Rapporten er ikke udelukkende negativ læsning. Krigen har nemlig presset al-Qaeda så meget, at den internationale terrortrussel mod Danmark på "mellemlangt sigt vil falde", lyder det.
Kilde: Politiken