Der tegnede sig en lysende international trænerkarriere for Michael Mortensen, da han efter få ugers samarbejde i 2011 førte den kinesiske tennisspiller Li Na frem til karrierens første grand slam-titel i French Open.
Li Na led efterfølgende tidligt exit i både Wimbledon og US Open, og samarbejdet stoppede derefter. Men for Mortensen skortede det ikke på jobmuligheder på sportens øverste niveau.
Mulighederne blev bare aldrig aktuelle. I samme efterår skulle livet tage en fatal drejning. Mortensens datter Filippa kom ud for en trafikulykke og døde en uge efter af sine kvæstelser.
Tragedien og karrieren sætter Michael Mortensen ord på i den aktuelle bog "Grus", der er lavet i samarbejde med Peter Pilegaard.
Siden har den 57-årige Mortensen prioriteret at være tæt på familien og bearbejde sorgen frem for at rejse ud som træner, men nu trækker det igen i ham for at komme ud på den store scene.
- Jeg savner det bestemt. Jeg tror, at jeg vil tage en ny tørn igen. Det er ikke længere fjernt for mig, som det var på et tidspunkt.
- Jeg kan ikke sige hvornår, men det ville være spændende at arbejde med en spiller eller to af det ene eller andet køn, siger Mortensen.
Igennem de seneste år har han fået tilbud om at blive træner for Wimbledon-finalisten fra 2014 Eugenie Bouchard, Dominika Cibulkova og OL-guldvinderen Mónica Puig, men de har alle fået et pænt "nej tak".
- Tidspunkterne har ikke været de rigtige. Men jeg har en aftale med nogle agenter om, at jeg bare skal slå på tråden, hvis jeg vil tilbage. Så finder de en spiller. Heldigvis er jeg ikke glemt af de kære spillere og agenter.
Som aktiv spiller var han doublespecialist og vandt fem ATP-titler.
Han var i French Open-semifinalen i mixeddouble i 1987 og US Open-kvartfinalen i herredouble i 1985, men at stå i spidsen for Li Na i French Open var lige så stort.
- Når hun vandt, kunne jeg genkende lykkefølelsen. Endorfinerne piskede rundt i kroppen, og det var egentlig som at spille selv. Jeg havde næsten flere nerver på, end da jeg selv spillede og kunne gøre noget på banen.
- Det at kunne gøre en forskel for en spiller og sætte spilleren op mentalt, fysisk og taktisk. Det er inspirerende. Man lever for spilleren 24 timer i døgnet, lyder det fra Mortensen.
- Man kan næsten blive afhængig af det, og jeg savner det pres. Det vil jeg gerne prøve igen, siger Mortensen.
/ritzau/