Det endte søndag med dansk succes i ITF-turneringen i Aarhus, da Elmer Møller vandt over Leo Borg i finalen.
19-årige Elmer Møller vandt 6-3, 6-3 over Leo Borg, der er søn af den svenske tennislegende Björn Borg.
Turneringen har en præmiepulje på 25.000 dollar og er en af de største på dansk grund nogensinde, selv om den niveaumæssigt stadig er et godt stykke fra ATP-turneringer.
Som et lille kuriøst eksempel på niveauet skulle spillerne selv fjerne boldene, hvis de på førsteserven ramte nettet.
Sejren giver Elmer Møller 25 ATP-point til verdensranglisten, hvor han lå nummer 606 inden triumfen. Leo Borg er nummer 475.
- Det betyder mega meget. Det har været en fed uge. Jeg er meget tilfreds.
- Det er altid rart at vinde. Det er en super stime, jeg har gang i. Jeg håber, at jeg kan holde den kørende, siger Elmer Møller til tv-stationen Sport Live.
For to uger siden vandt Elmer Møller en ITF-turnering i Rumænien, og de to titler bringer ham op på ti sejre i træk.
I første sæt af søndagens finale kom Elmer Møller bedst fra start og foran 2-0 efter et servegennembrud. Men Leo Borg svarede straks tilbage og udlignede til 2-2.
Elmer Møller var generelt bedst i første sæt og bragte sig foran 4-2 efter endnu et brud.
Den føring holdt Elmer Møller i resten af sættet, og så var triumfen på gruset i Aarhus et godt stykke tættere på.
Endnu bedre så det ud, da Elmer Møller fik brudt til 3-2-føring i andet sæt.
Leo Borg var i store problemer på dette tidspunkt af kampen, men havde på ingen måde givet op.
Med gode grundslag og nydeligt tennisspil reducerede Leo Borg til 3-4 og kom i Elmer Møllers efterfølgende serveparti foran 30-0.
Der var pludselig mere lyd fra begge spillere, og Leo Borg jublede efter de vundne point.
Elmer Møller bevarede dog sin kølighed, som han havde vist gennem hele kampen, og holdt sin serv til føring på 5-3.
Leo Borg kom efterfølgende i store vanskeligheder i sit eget serveparti, da han skulle forsøge at holde sig inde i kampen.
En dobbeltfejl fra Leo Borg gav Elmer Møller en matchbold, og den udnyttede danskeren.
August Holmgren og Christian Sigsgaard vandt lørdag titlen i doublerækken.
/ritzau/