Danmark måtte meget igennem for at nå frem til den vigtige 3-1-sejr over Østrig ved U21-EM. Blandt andet måtte målmand Daniel Iversen pille et østrigsk straffespark ved 1-1 med under 20 minutter igen.
Men Iversen forstår slet ikke, hvorfor der blev straffespark, da Victor Nelsson ramte bolden og efterfølgende stødte sammen med en østriger,
- Jeg synes, det er amatøragtigt, når VAR er på, at de ikke kan gå ind og se, at der overhovedet ikke var straffespark. Han rørte bolden først, og så løb angriberen ind i ham. Jeg synes, det er amatøragtigt, lyder det fra Iversen.
Landstræner Niels Frederiksen var mere moderat i sin bedømmelse af situationen.
- Jeg synes udefra, jeg så, at der blev begået et frispark på en af vores spillere, som for det første gjorde, at vi ikke fik bolden, og så blev straffesparket dømt, siger Frederiksen.
- Der tænkte jeg: ”Vi skal ikke have alle marginalerne imod os, hvis det skal lykkedes i dag”. Men så havde vi Iversen derinde, som reddede rigtig, rigtigt flot, og pludselig var det en åben kamp igen.
Daniel Iversen snuppede som nævnt straffesparket, som pustede nyt liv i det danske hold. Og han følte, at han havde overtaget i forhold til skytten Christoph Baumgartner.
- Jeg kunne se på ham, at han var ret nervøs, og så gjorde han selvfølgelig det sikre, som er at krydse den over (sende bolden mod sit standbens side, red.), forklarer Daniel Iversen.
- Han gad ikke at holde øjenkontakt og kiggede hele tiden ned på bolden. Man kunne se i hans ansigt, at han var nervøs.
Med sejren kan Danmark fortsat nå semifinalen i turneringen, hvor meget tyder på, at målscoren kan blive afgørende.
Set i det lys var Andreas Skov Olsens overtidstræffer til 3-1 også meget vigtig.
/ritzau/