Det har været en rigtig god uge for den 18-årige ungdomslandsholdsspiller Bashkim Kadrii.
Det danske stortalent har nemlig været til prøvetræning i den tyske bundesligaklub, Borussia Dortmund, hvor han har gjort rigtig godt indtryk.
Så godt, at den nuværende B93-spiller forventes at flytte sydpå allerede i dette transfervindue, skriver sporten.dk.
"Der er forhandlinger mellem parterne. Vi tager det stille og roligt og i god ro og orden, men forventer det falder på plads inden længe," siger Kadriis rådgiver Jacob Laursen.
Bashkim Kadrii spillede i ugens løb en kamp mod Bochum og scorede et mål efter 53 minutter. 12 minutter senere var han også med til at lægge op til det mål, som Michael Oscislawski sendte i kassen.
"Han har jo ikke trænet meget henover julen, så det siger sig selv, at han har gjort fantastisk god reklame for sine kvaliteter med den præstation," siger Jacob Laursen.
Dortmund har holdt øje med Kadrii over en længere periode, men blev alligevel imponeret over danskerens færdigheder under prøvetræningen.
"Han har efterladt et virkelig godt indtryk. Han er hurtig, bevægelig og har et fremragende skud. Det er en meget interessant spiller," siger Theo Schneider, der er træner for Borussia Dortmunds reserver.
Der har tidligere gået rygter om, at Bashkim Kadrii var på vej til OB eller Esbjerg, men nu tyder alt altså på, at Dortmund bliver hans nye klub.