Skuespiller Signe Egholm Olsen og musikerne Jimmy Jørgensen er blevet gift. Det afslørede Jimmy Jørgensen fornylig i et interview med Pluto.tv.
Parret har været sammen siden 2007 - altså i 16 år - uden at have papir på hinanden, men under corona-lockdown var den 59-årige musiker på knæ og fik et "ja" fra den 43-årige skuespiller.
I sommer stod brylluppet i en kirke på Frederiksberg med hundrede gæster og en smuk, hvid brud.
- Vi gjorde det omvendt af andre, der bliver gift, kort tid efter de har mødt hinanden - og som i virkeligheden ikke kender hinanden ret godt. Vi blev gift for at fejre, at vi har holdt ud. Vi gjorde det sgu! Vi synes, at det var sjovt at fejre, når man ved, at man kan holde sammen. Det er lidt utraditionelt, men det rigtige for os, siger Jimmy Jørgensen til Ekstra Bladet.
Han fortæller, at parret ikke har lagt billeder på de sociale medier fra den store dag, fordi de gerne ville have dagen helt for sig selv.
Parret har to børn sammen, den 12-årige datter Billie og den syvårige søn Morgan.
Signe Egholm Olsen er netop nu aktuel i anden sæson af DR-serien "Carmen Curlers" mens Jimmy Jørgensen er aktuel med et nyt album med sit gamle band, Hotel Hunger, som er blevet genforenet efter 20 år.