Den prisvindende, danske arkitekt Bjarke Ingels skal de kommende år lede et projekt, der skal nytænke verdens største museum- og forskningskompleks i den amerikanske hovedstad, Washington D.C.
Bjarke Ingels Group (BIG) har netop vundet en arkitektkonkurrence om at få lov til at genopfriske den 160 år gamle Smithsonian Institution.
- Det er en stor ære og udfordring at blive bedt om at nytænke en af de mest betydningsfulde amerikanske institutioner i USA's hovedstad, skriver Bjarke Ingels i en pressemeddelelse.
Kontrakten lyder på 2,4 millioner dollar, og Bjarke Ingels skal sammen med sine medarbejdere blandt andet flette Smithsonians bygninger og haver sammen via en passage, hvor besøgende kan "lære, opleve og navigere ubesværet", lyder det.
- BIG's arbejde er innovativt, analytisk, uventet og intelligent, skriver Christopher Lethbridge fra Smithsonian Institution i en pressemeddelelse.
- Vi tror på, at de over det næste årti kan hjælpe os med at transformere denne uforenelig gruppe af højtelskede bygninger og udendørsarealer til et sted, der er mere dynamisk, socialt og aktivt, tilføjer han.
38-årige Ingels grundlagde BIG i 2006 efter tidligere at have grundlagt PLOT. Blandt hans mest berømte byggerier i dansk sammenhæng er Islands Brygges Havnebad, VM Husene og VM Bjerget samt Expo Pavillonen i Shanghai.
Stjernearkitekten vandt Kronprinsparrets Kulturpris i 2011. Med prisen fulgte en check på 500.000 kroner.
Prisen er blevet uddelt siden 2005 og går til en markant, yngre dansk kunstner, der har ydet en enestående præstation i dansk kulturliv, og som man kan forvente store præstationer af i fremtiden både nationalt og internationalt.
/ritzau/