En ny attraktion, som allerede har vakt international opsigt, skal åbne gæsternes øjne for de mange skjulte historier på den jyske vestkyst.
* 30. juni åbner museet Tirpitz i Blåvand for publikum. Det er tegnet af den verdensberømte arkitekt Bjarke Ingels og dækker 2500 kvadratmeter.
* Museet er bygget ind i klitten bag Tirpitz-bunkeren fra Anden Verdenskrig. Denne kanonstilling var en del af Hitlers Atlantvold, men blev ikke færdig, før Tyskland tabte krigen.
* Det ny Tirpitz rummer tre permanente udstillinger. Desuden vil der løbende være særudstillinger - den første bliver om minerydning.
* De tre faste udstillinger er: "En hær af beton" (om Hitlers enorme forsvarsprojekt langs den jyske vestkyst), "Havets guld" (om rav) og "Den skjulte vestkyst" (om 20.000 års vestkysthistorie i 14 fortællinger).
* Hollandske Tinker Imagineers fra Utrecht har stået for designet af de tre udstillinger. Firmaet betegnes som førende i Europa.
* Museet venter 100.000 besøgende årligt. Halvdelen danskere, den anden halvdel tyskere, hollændere, svenskere og nordmænd.
* Byggeriet til 100 millioner kroner er finansieret af en donation fra A.P. Møller Fonden og med støtte fra Varde Kommune.
* Udstillingerne er muliggjort med støtte fra A.P. Møller Fonden, Nordea-fonden, Augustinus Fonden og Varde Kommune.
Kilde: Tirpitz, Vardemuseerne.
/ritzau/