Skuespilleren Troels Lyby har mistet sin far. Det skriver
Billed-Bladet med henvisning til Troels Lybys Facebook-profil.
Her skriver Troels Lyby, at hans far Thorkild Lyby er sovet stille og fredeligt ind efter nogen tids sygdom. Han fortæller samtidig, at han ikke kan forstå, at faderen ikke er her mere.
Midt i sorgen trøster 57-årige Troels Lyby sig dog med, at faderen, der blev født i 1930, nåede at få et godt og langt liv.
Thorkild Lyby var teolog og præst - og stod sidste sommer - i en alder af 92 år - for vielsen, da Troels Lyby blev gift med kollegaen Cecilie Stenspil. Ved samme lejlighed stod Thorkild Lyby også for at døbe parrets dengang to-årige datter.
Troels Lybys mor døde i 1995 i en alder af 64 år.