Uanset hvor langt man bevæger sig fra hinanden, kan man ikke løbe fra sit ophav. Men møder man hinanden på halvvejen, kan man måske finde fælles fodslag for fremtiden.
Det er håbet fra den afdøde hustru og mor til faren og datteren, spillet af Lars Brygmann og Danica Curcic, i Viaplays første danske film, komediedramaet "Camino", der får premiere på streamingtjenesten 5. april.
Far og datter indvilger i at opfylde hendes sidste ønske på dødslejet: at de skal gå den spanske pilgrimsfærd, i håbet om at de kan nærme sig hinanden, når hun ikke længere kan binde dem sammen.
- Hvor der er rigtigt meget kærlighed, kan der også være meget sorg. Og det er det, der er så absurd, siger Danica Curcic og fortsætter:
- Dem, der står os allernærmest, er nogle gange dem, vi har sværest ved at være ærlige overfor.
Op til afgangen - ja faktisk i årevis inden, far og datter drager til Spanien - er vandrerygsækken tynget af tonstung bagage.
Faren føler, at datteren giver alt for let op, og hun føler, at hun aldrig er blevet accepteret eller anerkendt for sine valg.
Allerede få skridt inde i Caminoen begynder bagagen at gnave små sår, der vokser sig til store tragikomiske sammenstød.
De går i ordets bogstavelige forstand hinanden på nerverne, og de ved nøjagtig, hvordan de træder på den andens ømme tå.
- Min karakter er et meget rodløst sted og har måske brugt meget af sit voksenliv på at skyde skylden på sin far.
- Man skal ikke tilgive for enhver pris. Men på et eller andet tidspunkt bliver man nødt til at tage ansvar for sit eget liv og de ting, man har med sig, i stedet for at det tager styringen, siger Danica Curcic.
Uanset hvor meget man forsøger at flygte fra sin fortid, er fragmenterne af den forankret i os alle sammen, om vi vil det eller ej.
- Jeg kan se nu, hvor jeg selv er blevet forælder, at det er en illusion at tro, at man kan blive helt fri for at bringe noget videre til sit barn, siger Danica Curcic.
- Der vil være ting i mit DNA og i min historik, der vil påvirke mit barn, selv om man har en masse forventninger og forhåbninger om, hvordan man skal være og ikke være.
Danica Curcic blev for nylig mor for første gang. - I graviditeten læste jeg meget om opdragelse og familieliv. Men nu hvor jeg står i det, tager jeg en dag ad gangen og prøver mest af alt at lytte til min intuition, siger skuespillerinden. (Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix)
Danica Curcic er født i Serbien af serbiske forældre.
Da hun var et år gammel, rejste familien til Danmark, hvor hendes far fik arbejde.
Et par planlagte år blev med tiden til en permanent tilværelse.
- Mine forældre voksede op i en anden kultur og i en anden tid. Min far var en ældre far - en del ældre. Hans mor døde, da han var meget ung. Han ville os altid det bedste. Men det kunne nogle gange godt komme ud på hans egen kringlede måde.
- Jeg kunne siden se, at han ikke vidste bedre - man gør jo det bedste ud fra de forudsætninger, man har, siger Danica Curcic.
Hun er heller ikke i tvivl om, at hendes egen lille datter, der bærer sin farfars kælenavn, Mika, som mellemnavn, en dag, når hun bliver voksen, vil reflektere over, hvad hun er formet af.
- Jeg tror på en eller anden måde, at alle generationer vil have en ny måde at se på børneopdragelse og familieliv, i og med at vi ændrer os, og tiden ændrer sig, siger Danica Curcic.
- Det vil altid være foranderligt. Den mildhed og forståelse tror jeg, man skal have med sig, hvis man kan.
Danica Curcic er gift med den amerikanske skuespiller Darren Pettie, som også har en lille rolle i "Camino". (Arkivfoto). (Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix)
Danica Curcic blev uddannet skuespiller fra Dell'Arte International School of Physical Theatre i USA og siden Den Danske Scenekunstskole i 2012.
Hun fik sit store gennembrud i Bille Augusts "Stille hjerte", som indbragte hende en Bodil-statuette og en Robert-pris. Siden har hun udmærket sig i film og serier som "Darling", "Undtagelsen" og "Kastanjemanden".
Selv om man lever af at fortælle historier til publikum, er faget på sin vis også indadskuende.
- Man får lov til at sætte sig selv i forskellige situationer og karakterer. Derfor bliver man hele tiden nødt til på et eller andet plan at kigge på sig selv, fortæller Danica Curcic.
- I mine start-30'ere fyldte det virkelig meget. Man står pludselig fuldvoksen og tænker: Hvem er jeg egentlig? Hvor er jeg på vej hen? Min far døde for to år siden, og det satte også gang i mange tanker om mit ophav, og om hvad tager jeg med mig.
I årene op til hans død var han påvirket af eftervirkningerne af en blodprop.
Den ændrede simpelthen hans sind, og det ændrede deres dynamik. Trods den tragiske omstændighed nærmede de sig hinanden - lidt ligesom en tragisk omstændighed bliver kærlighedskatalysatoren mellem far og datter i "Camino", bemærker Danica Curcic.
- Selv om det var forfærdeligt, viste det sig, at det gav en masse, kan man sige, på andre punkter. En stor åbenhed, en stor intimitet og en anden slags kærlighed, fortæller hun.
- Det er fandeme brutalt at miste en forælder. Så det er vigtigt at få sagt de ting, der skal siges. Om det er på godt eller ondt. For tiden går stærkt. Og tingene kan ændre sig fra den ene dag til den anden.
Selv vil hun ikke lade følelser forblive usagte. Hun øver sig i at sige det svære højt. Selv nu hvor hendes datter stadig er så lille, som hun er.
- I graviditeten læste jeg meget om opdragelse og familieliv. Men nu hvor jeg står i det, tager jeg en dag ad gangen og prøver mest af alt at lytte til min intuition, siger Danica Curcic.
- Jeg kan mærke, at det eneste råd, der rigtigt har holdt ved, og som jeg går med, er, at alt er faser, og at alt er foranderligt. Og med kærlighed, åbenhed og bevidsthed når man længst.
/ritzau/
Af Grith Larsen, Ritzau Fokus