Du har med garanti hørt hendes fantastiske røst mange gange i både radio og diverse tv-shows.
Men nu får sangerinden Emilie Molsted Nørgaard, bedre kendt som Jada, også sit helt eget program på TV2, hvor popstjernen åbner op om både liv og karriere.
Det sker på TV 2 Echo og TV 2 Play fra 22. maj, skriver eb.dk.
Allerede tilbage i 2019 sendte DR3 serien "Jada - lillebitte kæmpestor" om begyndelsen på hendes karriere og nu følger TV2 så op med dokumentarserien, der blot hedder "Jada".
I løbet af fem afsnit får man et unikt indblik i sangerindens liv.
Fra TV2 lyder det blandt andet.
- I serien tager en hudløs ærlig Jada seerne med helt ind i sit liv og åbner blandt andet op om, hvordan det er at navigere i en hård musikbranche.
I 2019 deltog Jada på Northside Festivalen med stor succes. Hun har desuden optrådt på bl.a. Roskilde Festival, Spot Festival og Aarhus Volume.
Jada vandt ved P3 Guld i 2019 P3's Talentpris og i 2020 to priser; P3 Lytterhittet for sangen "Nudes" og P3 Prisen.
Dermed er Jada den første og eneste kunstner, der har vundet alle tre priser.
Det første af de fem afsnit bliver sendt på TV2 Echo mandag den 22. maj.