Den danske ishockeylandstræner, Per Bäckman, kunne sove ekstra længe her til morgen, efter han i nattens løb fik en særdeles positiv besked fra den anden side af Atlanterhavet.
Her godkendte den canadiske ishockey-klub Vancouver Canucks, at Jannik Hansen kan deltage i det kommende A-VM for Danmark. Det skriver Jyllands-Posten.
Den 26-årige forward har spillet alle kampe for Canucks i NHL i denne sæson, og han har imponeret med 17 mål og 23 assists i de 87 kampe.
Han er derfor i topform, når han trækker den røde-hvide trøje over hovedet ved VM i Stockholm, hvor Danmark spiller sin første kamp mod Tjekkiet 4. maj.
Hansen støder til den danske trup på mandag og spiller med i Rødovre 1. maj, når Danmark møder Italien i den sidste VM-forberedelseskamp.