En dansk statsborger har mistet livet i det sydamerikanske land Peru. Personen er død tirsdag.
Det bekræfter Udenrigsministeriets Borgerservice onsdag aften.
- Udenrigsministeriet kan bekræfte, at en dansk statsborger er afgået ved døden i Peru den 29. august.
- De pårørende er orienteret, og Udenrigsministeriet yder den sædvanlige konsulære bistand. Udenrigsministeriet har tavshedspligt i personsager og kan derfor ikke give yderligere oplysninger, oplyser Borgerservice.
Det er derfor også uvist, om der er tale om en mand eller kvinde, hvor gammel personen er, samt omstændighederne omkring dødsfaldet.
Peru, der ligger i det nordvestlige Sydamerika, er kontinentets tredjestørste land og bliver hvert år besøgt af turister i massevis. Landet er særlig kendt for inkabebyggelsen Machu Picchu, der ligger i Perus Andesbjerge.
/ritzau/