Ad eller af? Hans eller sin? Ligge eller lægge? Det danske sprog er ikke altid lige ud af/ad landevejen. Men nu kommer Dansk Sprognævn til hjælp.
Tjenesten hedder "Sproghjælp" og er en netbaseret hjælp til de typiske sproglige udfordringer. For eksempel hedder det "lige ud ad landevejen" og ikke "lige ud af landevejen".
Hjælpetjenesten skal ifølge Dansk Sprognævn komme elever, lærere, kommatvivlere og andet godtfolk til sproglig undsætning.
Den består af 29 korte, hurtigt læste huskesedler og kommer som app til mobiltelefon og på nettet.
Tjenesten er udviklet med midler fra regeringens sprogkampagne Gang i sproget 2009-2012.
Sproghjælp er gratis og findes både i App Store og Android Market.
/ritzau/