Speedwaykøreren Niels-Kristian Iversen sluttede lørdag på en femteplads ved det tyske grandprix.
Den 36-årige dansker kæmpede sig i semifinalen, hvor han endte som treer i sit heat.
Iversen lå ellers til at tage en af de to finalepladser, men polske Bartosz Zmarzlik fik overhalet vestjyden, der måtte se Zmarzlik følge amerikanske Greg Hancock i finalen.
I finalen kom både Hancock og Zmarzlik til kort, da briten Tai Woffinden tog sejren og udbyggede sin føring i kampen om VM-titlen.
Niels-Kristian Iversen, der er førstereserve i denne sæson i grandprix-serien, kørte sig op efter en skidt start på lørdagen med en tredjeplads i sit første heat.
To førstepladser og to andenpladser sikrede ham en sikker plads i semifinalen.
Landsmanden Nicki Pedersen var tæt på at gøre Iversen selskab i semifinalerne.
Veteranen hentede to heatsejre og hentede otte point til VM-stillingen, hvor han kæmper for at bringe sig op i top-otte og indløse adgang til næste års VM-serie.
Den danske speedway-stjerne indtager 11.-pladsen med et enkelt grandprix tilbage i 2018. Opgaven ser næsten umulig ud for den 41-årige fynbo, der har 11 point op til Emil Sayfutdinov på ottendepladsen.
Niels-Kristian Iversen har modsat Nicki Pedersen sikret sig en plads i VM-feltet til næste år.
Lørdagens grandprix i Teterow bar præg af en elendig bane, der medførte en afbrydelse på en times tid.
Flere dages regn havde gjort banebelægningen blød, og efter flere styrt i de tre første heats blev den mest løse belægning skrabet væk, så det var muligt at gennemføre grandprixet.
Sæsonens sidste grandprix køres om to uger i polske Turun.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.