Under en patrulje i tirsdags blev en dansk soldat såret i Afghanistan. Hærens Operative Kommando oplyser i dag, at man undersøger, om han blev offer for egenskydning.
"Styrken kom under en patrulje i kontakt med oprørere, og i forbindelse med den aktivitet sker der en eksplosion. Efterfølgende drøfter man hændelsen igennem og mistror, at der kunne være sket en egenbeskydning," fortæller Major Erik Bøttger fra Hærens Operative Kommando.
Når det sker, så er det standardprocedure at orientere Forsvarets Auditørkorps og sætte en undersøgelse i gang.
"Formålet med undersøgelsen er først og fremmest at af- eller bekræfte, om der er tale om en egenbeskydning. Og lige nu, der ved de det ikke," siger Erik Bøttger.
Soldaten var på en patrulje til fods med sin enhed, da han ved middagstid blev ramt af en sprængning øst for Patrol Base Line.
Han indgår i ISAF hold 11 og kommer fra Charlie-kompagniet, som er udsendt af Jydske Dragonregiment fra Holstebro.
"Soldaten er oppe at gå igen, og har selv kunnet underrette sin familie. Der er ikke noget, der tyder på, at han skal tilbage til Danmark til videre behandling," fortæller Major Erik Bøttger.
Seneste danske eksempel på friendly fire er fra 2007, hvor konstablerne Thorbjørn Ole Reese og Mikkel Keil Sørensen blev dræbt af britiske allierede under kamphandlinger i Afghanistan.