En dansk soldat blev i går eftermiddag alvorligt såret i Helmand-provinsen i Afghanistan.
Soldaten blev såret, da han ramte en primitiv mine, hvilket hæren betegner som en 'improviseret sprængladning', da soldaten var på en patrulje til fods nær den danske lejr Camp Armadrillo.
Efter eksplosionen ydede soldatens kolleger førstehjælp til den sårede, som kort efter blev evakueret med helikopter til felthospitalet i Camp Bastion, hvor han gennemgik en operation. Det oplyser Hærens Operative Kommando, HOK.
Soldaten stod for at blive hjemsendt til Danmark, og var på en patrulje sammen med de styrker, der skal erstatte det nuværende hold i Afghanistan, da minen eksploderede.
Soldaten meldes nu uden for livsfare, men der kan senere opstå komplikationer ved den slags skader, oplyser HOK.
Den såredes nærmeste pårørende er underrettet.