Den danske skuespillerinde Sarah-Sofie Boussnina fortsætter sin fart mod de internationale stjerner.
Det 31-årige autodidakte stortalent har landet en bærende rolle i HBO Max' kommende serie "Dune: The Sisterhood".
Det skriver det amerikanske medie Deadline, og Sarah-Sofie Boussnina har også delt nyheden på sin egen Instagram-profil.
Den kommende serie udspiller sig i samme univers som Denis Villeneuves stjernespækkede fantasifilm "Dune", der havde premiere i 2021 med internationale topnavne som Timothée Chalamet, Zendaya, Stellan Skarsgård, Charlotte Rampling og Javier Bardem på den imponerende rolleliste.
"Dune: The Sisterhood" har ud over Sarah-Sofie Boussnina også den Oscar-nominerede skuespillerinde Emily Watson og Star Wars-stjernen Shirley Henderson på rollelisten.
Sarah-Sofie Boussnina fik sit gennembrud i TV 2-serien "Lærkevej" tilbage i 2009.
Siden har hun haft store roller i julekalenderen "Tvillingerne & Julemanden", DR-thrilleren "Broen" og Afdeling Q-krimien "Fasandræberne".
Karrieren har efterfølgende bragt den autodidakte skuespillerinde til Hollywood.
Sarah-Sofie Boussnina har medvirket i storserien "Knightfall" og dramaet "Maria Magdalena" over for Rooney Mara og den Oscar-vindende skuespiller Joaquin Phoenix.
Nu venter "Dune: The Sisterhood", som snart går i optagelse.
Dune-universet blev skrevet af forfatteren Frank Herbert og udgivet i midten af 1960'erne. Bogen skildrer et feudalt imperie, hvor planetære territorier kontrolleres af adelige huse.
David Lynch filmatiserede romanen tilbage i 1984, og det var den, Denis Villeneuve genindspillede sidste år.
Der er endnu ingen oplysninger om, hvornår "Dune: The Sisterhood" får premiere på HBO Max.
/ritzau/
Af Grith Larsen, Ritzau Fokus