Når den nye, store satsning får premiere på Discovery, så bliver det med en kendt dansker i hovedrollen.
Skuespilleren Andreas Jessen har nemlig sat sig på rollen som Toke i Discoverys nye serie, ”Fixer”.
- Da jeg læste manuskriptet til ”Fixer”, forelskede jeg mig med det samme i den umiddelbarhed og det naive gåpåmod, som Toke besidder. Det var en rolle og en genre, der skilte sig ud fra meget andet, jeg har lavet, og det gjorde ikke min interesse mindre, forklarer Andreas Jessen i en pressemeddelelse, hvor den 32-årige skuespiller også lover en både god og virkelig morsom serie.
”Fixer” er den anden fiktionsserie, som Discovery præsenterer på sin streamingsplatform, discovery+, efter ”Fars drenge”, som havde premiere i sommer.
Toke, spillet af Andreas Jessen, kan løse alle problemer – lige undtagen sine egne. Toke er gået i stå efter gymnasiet og er på sit 10. sabbatår. Han arbejder som receptionist på et hotel og bor med kæresten Mona, spillet af Josefine Tvermoes, i en lille lejlighed i Vanløse. Men Mona er træt af Tokes manglende retning i tilværelsen. Hun er så træt af det, at hun skrider fra Toke.
I første sæson følger vi Tokes vilde forsøg på at vinde Mona tilbage.
”Fixer” får premiere på streamingtjenesten discovery+ 22. november.