En række danske skuespillere, heriblandt Nikolaj Coster-Waldau, Birgitte Hjort Sørensen og Dar Salim, har fået succes på den udenlandske scene.
Nu har Kasper Leisner, der er kendt fra serier som "Bedrag", "Anna Pihl" og "Tinkas juleeventyr", også fundet vej til Hollywood.
Den 48-årige danske skuespiller er nemlig med i tredje afsnit af "True Detectives" fjerde sæson, som kan ses hos streaminggiganten HBO.
Det velkendte ansigt optræder i et tilbageblik på arbejdsrelationen mellem betjentene Liz Danvers og Evangeline Navarro.
De træder ind i et hus, hvor de formoder, at der er begået en forbrydelse. Og her sidder Kasper Leisner i rollen som forbryderen William Wheeler med ryggen til, imens han smilende drejer hovedet mod dem og fløjter.
Liz Danvers spilles af Jodie Foster, der har vundet to oscarstatuetter og Golden Globe-priser for sit skuespil, mens skuespiller og bokser Kali Reis er i rollen som Evangeline Navarro.
Jodie Foster og Kali Reis har hovedrollerne i den nyeste sæson af den amerikanske serie "True Detective", hvor også den danske skuespiller Kasper Leisner er på rollelisten. (Arkivfoto). Eduardo Verdugo/Ritzau Scanpix
Hvorvidt Kasper Leisner bliver at finde i de kommende afsnit, er endnu uvist. Men historien om William Wheeler synes ikke at være helt afsluttet.
Også flere grønlandske skuespillere, blandt andre Aka Niviâna Mørch Pedersen, Angunnguaq Larsen og Nivi Pedersen, spiller med i den nyeste sæson af "True Detective". Alle tre skuespillere har tidligere medvirket i den danske successerie "Borgen - riget, magten og æren".
"True Detective" havde premiere i 2014 med Matthew McConaughey og Woody Harrelson i hovedrollerne. Efterfølgende har der været nye skuespillere i spidsen hver sæson.
Næste afsnit af krimidramaserien bliver tilgængelig på HBO den 4. februar.
/ritzau/
Af Amalie Dinesen, Ritzau Fokus