Den 28-årige skuespiller Thomas Ernst fortæller ifølge BT til Her og Nu, at hans livs kærlighed har forladt ham.
Thomas Ernst og Kimmie Nørby flyttede i efteråret til Los Angeles, men jagten på drømmen om en international filmkarriere fik en alvorlig ridse, da Kimmie Nørby, som han blev gift med i 2016, forlod ham.
- Jeg blev meget overrasket, og jeg tror egentlig aldrig, jeg har oplevet noget, der har gjort så ondt. Jeg er nok svær at leve med, fordi det kører i så højt et tempo herovre, og som tiden er gået, er det gået op for mig, at hun nok har gjort mig en tjeneste, siger Thomas Ernst til Her og Nu.
Tingene gik derefter stærkt. Kimmie Nørby valgte at vende tilbage til Danmark, og parret blev skilt i begyndelsen af i år.
Thomas Ernst har dog fået taget hul på drømmen. Han fortæller, at han er i gang med indspilningen af en amerikansk spillefilm, der har titlen "Last Play".
Thomas Ernst er blandt andet kendt fra danske tv-serier som "Sjit Happens", TV 2-aktuelle "Mercur, hvor han spiller Ib Glindemann, og filmene "Tarok" og "Hvidsten Gruppen".
Han deltog også i "Vild med dans" i 2013, hvor han sammen med Malene Østergaard blev nummer syv.