Karma Entertainment eksisterer ikke mere. Firmaet, som var ejet af skuespilleren Robert Hansen, er blevet tvangsopløst.
Det skriver Se og Hør.
Robert Hansen har ikke indsendt regnskaber siden 2015, og det kan meget vel være en tungtvejende årsag til at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har krævet firmaet opløst. Robert Hansen har ganske simpelt ikke fulgt reglerne.
Ifølge Se og Hør er det ikke første gang, Robert Hansen omgår reglerne lemfældigt. Blandt andet fremgår det af det senest indleverede regnskab, 2014-2015, at han har lånt 178.000 kroner i firmaet, men kun betalt 85.000 kroner tilbage.
Det er et klart brud på reglerne, skriver Se og Hør, som forgæves har forsøgt at få en kommentar fra Robert Hansen.
Tvangsopløsningen af Karma Entertainment er bare en af flere nedture for Robert Hansen de seneste år.
I januar 2015 gik kæresten og moderen til deres fælles søn, Herman, Pernille Fredskild Thøgersen fra ham.
Et par måneder senere var en flænge i halspulsåren tæt på at koste ham livet. Han faldt om mellem første og andet akt i musicalen ”Dirty Dancing”.
Han måtte efterfølgende igennem en otte timer lang operation og fik indopereret en ny hjerteklap.
Et år senere gennemførte han dog en såkaldt Powerman i København. Her løb han 20 kilometer og cyklede 60 kilometer.